Undgå tidsspilde: Sådan tester du din historie INDEN du sender den til medierne!

Test

Rigtig mange selvstændige er frustrerede over, hvor svært det er, at få deres historier eller pressemeddelelser i medierne. Og indrømmet; medieomtale ER en vanskelig disciplin, der kan føre til utallige nederlag, hvis du ikke kender reglerne. For i modsætning til betalt reklame, hvor du kan skrive præcis, hvad du har lyst til, er der langt højere krav til PR-historier.

Øvelse gør mester, men fortvivl ikke, hvis du hverken har årelang erfaring eller journalistiske kurser på dit CV. Jeg har her opsummeret fem af de vigtigste kriterier, som du kan teste din historie med, INDEN du sender den til journalisten. Opfylder historien ikke alle kriterier, må du ændre den, til den gør. Held og lykke med projektet!

Test # 1: Reklamerer du eller informerer du?

Helt ærligt; tænkte du på at sælge noget, da du skrev historien? Hvis der var salg på din hjerne, skinner det HELT SIKKERT igennem, også selvom du ikke direkte nævner det. Og det er et totalt turn off for journalisterne.

Er din historie fyldt med ord som ”banebrydende nyhed”, ”fantastisk service”, ”utrolige priser” eller ”unikt produkt” kan du være ret sikker på, at du aldrig får den at se andre steder end på din hjemmeside. I stedet for at tænke salg, skal du tænke; hvad har jeg at bidrage med, som er interessant information for modtagerne?

Hvordan kan vores viden komme flest muligt til gode? Glem alt om salg, og fokuser på at opbygge et tillidsforhold til læserne. Chancen for at de en dag får lyst til at handle med dig er 1000 gange større, hvis de har tillid til dig. Det gælder også dit forhold til den journalist, du kontakter. Jo mere værdi du tilføjer, jo mere goodwill får du.

Test # 2: Holder overskriften det, den lover?

Overskriften og de første linjer er ekstremt vigtige. Det er her, du skal synliggøre, hvad historien handler om. Det er her, du lover, hvad læseren får ud af at læse din historie. Hvis du ikke på 10 sekunder kan se, hvad der er hovedbudskabet i din historie, har du et problem. For så er journalisten – og dermed læserne – allerede over alle bjerge.

En PR-historie er IKKE en universitetsopgave, hvor du først skal redegøre for det ene og det andet, før du må konkludere. Tværtimod. In your face med det interessante, det sjove og det nye. Og helst allerede i emnelinjen, når du sender emailen til journalisten.

Test # 3: Er der noget nyt under solen?

Når du får en ide til en historie, er det en rigtig god ide lige at researche lidt på nettet. Er historien allerede skrevet? Og for nylig? Så er der ingen grund til at bruge tid på den. Medmindre din historie indeholder ny information eller evt. kan være en opfølgende kommentar til en allerede publiceret nyhed.

Test # 4: Passer din historie til mediets læsere?

Et meget vigtigt kriterium. Her er det igen research, der er vejen frem. I stedet for bare at sende din historie bredt ud, er det mere effektivt at udvælge et, som er i tråd med det emne, du har skrevet om.

Du spilder din og journalistens tid, hvis du f.eks. sender en tung erhvervshistorie til BT eller EB, medmindre det er et stort kendt firma, som virkelig har noget sensationelt at fortælle.

Læs din historie igennem og svar ærligt på, om du kan se den i det medie, du har udtænkt. Alternativt kan du ringe til mediet og drøfte det med dem, inden du sender den af sted.

Test # 5: Er din historie interessant for andre end dig?

Dette er den ultimative test. Få din ven, kollega, nabo eller partner til at læse din historie igennem. Vælg den eller de personer, der afspejler din målgruppe bedst. Lyt til deres input.

Hvis ikke dine pointer står helt klare hos dem, er der stor sandsynlighed for, at de heller ikke bliver forstået af læserne. Og hvis din historie slet ikke fænger, skal du nok overveje, hvorvidt den i dens nuværende form har potentiale nok til at gå hele vejen.

2 svar til “Undgå tidsspilde: Sådan tester du din historie INDEN du sender den til medierne!”


  1. Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function ereg_replace() in /var/www/mynsterpr.dk/public_html/wp-indhold/themes/function/includes/theme-comments.php:65 Stack trace: #0 /var/www/mynsterpr.dk/public_html/wp-indhold/themes/function/includes/theme-comments.php(22): the_commenter_link() #1 /var/www/mynsterpr.dk/public_html/wp-includes/class-walker-comment.php(180): custom_comment(Object(WP_Comment), Array, 2) #2 /var/www/mynsterpr.dk/public_html/wp-includes/class-wp-walker.php(146): Walker_Comment->start_el('\t ...', Object(WP_Comment), 2, Array) #3 /var/www/mynsterpr.dk/public_html/wp-includes/class-walker-comment.php(140): Walker->display_element(Object(WP_Comment), Array, '5', 1, Array, '\t ...') #4 /var/www/mynsterpr.dk/public_html/wp-includes/class-wp-walker.php(159): Walker_Comment->display_element(Object(WP_Comment), Array, '5', 1, Array, '\t ...') #5 /var/www/mynsterpr.dk/public_html/wp-includes/class-walker-comment.php(140): Walker->display_element(Object(WP_Comment in /var/www/mynsterpr.dk/public_html/wp-indhold/themes/function/includes/theme-comments.php on line 65