Kender du forskellen på PR og reklame?

Hvis ikke, så læs med her, hvor jeg giver to tænkte eksempler.

Den bedste babyalarm i verden

”Vi ved at kun det bedste er godt nok, så derfor har vi lanceret en ny babyalarm BABI, som kan det hele og mere til. Jens Jensen, adm. direktør for firmaet BabyTek udtaler: – Vi er verdensførende inden for branchen og med dette produkt, har vi bevist, at vi er de bedste i verden. Vi er tilmed i gavehumør, så vi tilbyder 20% rabat på de første 1000 solgte babyalarmer på vores site”.

Hvilke chancer tror du, der er for at en sådan pressemeddelelse bliver bragt i et af de landsdækkende aviser eller magasiner?

Hvis du kun er interesseret i at sælge et produkt eller rose din virksomhed til skyerne, findes der et fint alternativ til PR, der hedder betalt reklame. Fordelen her er, at man har fuld valgfrihed over tekst, antal links, billeder, placering og medie. Ulempen er de høje omkostninger, og den ringe troværdighed, som ofte er kendetegnende for reklamer.

I modsætning til reklamer, har PR en høj troværdighed, fordi det normalt er journalisten, der er afsenderen, ikke virksomheden. PR giver værdi og indeholder information, som virksomheden gratis stiller til rådighed for journalisten, der til gengæld kvitterer ved at referere til virksomheden. PR stiller således visse krav til relevant indhold i historien for at den overhovedet fanger journalistens interesse og bliver bragt. Når man som virksomhed bruger PR i sin kommunikationsstrategi er det ofte for at skabe troværdighed omkring sit brand og sine produkter, og for at skabe awareness og i sidste ende få flere kunder.

Hvis vi tager babyalarm-eksemplet ovenfor, så kunne følgende vinkel give bedre chancer for at pressemeddelelsen blev bragt:

Danske babyalarmer hitter i Thailand

Et dansk firma har fået succes med at komme ind på det thailandske marked for babyalarmer. -Der har været overraskende stor interesse for vores nye babyalarm BABI blandt de thailandske mødre, især efter at den kvindelige skuespillerinde Ann Yang i et interview fortalte, at vores babyalarm var et must- have som nybagt mor, fortæller Jens Jensen, adm. direktør i BabyTek.

Kan du se forskellen? Det afhænger selvfølgelig af den enkelte virksomhed, deres produkter, markedsandele og øvrige omstændigheder, hvordan man kan vinkle historien, så den bliver interessant. I sidstnævnte eksempel bliver produkt og virksomhed også nævnt, men omdrejningspunktet for historien er ikke, at firmaet og produktet er verdens bedste, for det er ikke særlig troværdigt eller interessant for medierne – medmindre man selvfølgelig har vundet en konkurrence eller blevet officielt kåret, og selv i det tilfælde er det ikke altid interessant nok.

Tænk på læserne først

Spørg dig selv; ville jeg læse denne her historie som almindelig læser, hvis jeg så min overskrift og brødtekst på et netmedie? Hvis svaret er nej, er der nok heller ikke mange andre, der ville.